Høj faglighed, stærkt fællesskab
Jeg begyndte min karriere inden for Social+Sundhed ved at uddanne mig som social- og sundhedshjælper. På social- og sundhedshjælperuddannelsen fik jeg en stor mængde viden, der virkelig er givende – både for mig selv, men også i mit samvær med borgerne. Den viden bygger jeg videre på som social- og sundhedsassistent.
”Lige siden, at jeg fik foden inden for sundhedssektoren, vidste jeg, at det var det, jeg ville. Med en uddannelse som først social- og sundhedshjælper og dernæst social- og sundhedsassistent, får jeg den optimale læring om mennesker, sundhed og psykiatri – det giver mig en faglighed, der gør, at jeg kan hjælpe sårbare mennesker til et bedre liv.”
Inden uddannelsesstart var jeg nysgerrig efter viden, og jeg havde mange ubesvarede spørgsmål som for eksempel: “Hvad skal jeg gøre, når jeg besøger borgerne? Hvad er de vant til? Hvordan kan jeg bedst muligt hjælpe dem?” I min tid som social- og sundhedshjælper blev alle disse spørgsmål besvaret, og det gav mig blot endnu mere blod på tanden til at lære mere.
Som social- og sundhedsassistent kan jeg virkelig mærke, at min faglighed kommer i spil. Det sker, når jeg giver medicin til borgerne. Jeg står selv for dosering og administration, og den korrekte medicinering er så vigtig! Min faglighed er virkelig vigtig, da jeg er ansvarlig for både borgere og patienters velbefindende.
En uddannelse, der udvikler både fagligt og personligt
Udover det faglige aspekt er det fedeste ved min uddannelse det sammenhold, der opstår på skolen blandt både elever og undervisere. I klasselokalet fandt jeg hurtigt nye venner, der delte min interesse og passion for at arbejde med mennesker.
Min tid på skolen har været med til at udvikle mig både fagligt og personligt. Jeg er blevet udfordret i ting, jeg ikke følte mig sikker i. Jeg er også blevet anerkendt for de ting, jeg rent faktisk kan. Den faglige og personlige udvikling, jeg har fået gennem uddannelserne, er virkelig noget, jeg kan bruge i mit samvær med borgerne.